Annonce

Annonce

Et billede af en sommerfugl i modlys

Insekterne har det bedst i skovområder og den beskyttede åbne natur, viser en ny rapport. Foto: Pixabay

Du hjælper insekterne ved at være doven i haven

Insekterne har det skidt i vores byer ifølge en ny rapport. Den viser dog samtidig, at vi med få kneb kan give insekterne bedre forhold i byen og haverne.

En kortlægning af insekternes liv i Danmark og et område af Tyskland viser, at de har det værst i vores byer. Konklusionen stammer fra en ny rapport fra Statens Naturhistoriske Museum. Den viser imidlertid også, at der faktisk skal relativt lidt til for at give insekterne bedre forhold i de bebyggede områder, da selv små mængder af grønne områder har en positiv effekt på mængden af insekter.

Dermed kan både parker, gårdhaver og villahaver give biodiversiteten bedre forhold. Og det bedste man kan gøre i sin egen have er faktisk at gøre så lidt som muligt.

"Man kan sige, at det er rigtigt gode nyheder for dem, der er lidt trætte af havearbejde. For de kan med sindsro lægge græsslåmaskinen, hækkesaksen og skuffejernet til side, og lade insekterne sprede sig og få et godt liv i en mere varieret have med flere blomsterplanter, kompostbunker og gerne noget vand," siger Anders P. Tøttrup, vicemuseumschef og leder af museets Citizen Science i en pressemeddelelse fra Naturhistorisk Museum.

Det betyder dog ikke, at man skal lade haven passe sig selv fuldstændig, for så kan få plantearter som brændenælder, brombær og skvalderkål ende med at overtage det hele, fortæller naturvejleder ved Trente Mølle på Fyn Leif H. Sørensen til dr.dk.

"Og så er vi ikke ret langt, for dem har vi allerede meget af i dansk natur," siger han.

Derfor foreslår han, at man laver bede med krydderuter eller køber bærbuske, frugttræer og forskellige danske buske, da de tiltrækker mange arter.

Biler med kæmpe net på taget

Rapporten er udarbejdet i forbindelse med Citizen Science-projektet ’Insektmobilen’, hvor over 600 frivillige har kørt nøje planlagte ruter over hele landet og indsamlet insekter ved hjælp af store net anbragt på taget af bilen. De indsamlede insekter er blevet talt og registreret, så museets forskere har kunnet danne sig et meget præcist udtryk for, hvordan det står til i naturen omkring os.

Over 600 frivillige har kørt rundt med net på taget for at indsamle insekter som grundlag for den nye rapport
Over 600 frivillige har kørt rundt med net på taget for at indsamle insekter som grundlag for den nye rapport. Foto: Anders Jordan

Ifølge undersøgelsens resultater, har insekterne det allerbedst i skovområder og den beskyttede åbne natur.

"Insekterne er utrolig vigtige for hele naturens balance, fordi de er fødeemner for eksempelvis fugle. De er også nedbrydere og med til at bestøve planterne, så vi sikrer en rig og sund natur i byen. Derfor er det vigtigt, at vi tager undersøgelsens resultater alvorligt, hvis vi vil byde velkommen til mange insekter, planter og fugle i vores byer," siger Anders P. Tøttrup, som sender en tak til de frivillige for deres bidrag til studiet:

"De mange frivillige har gjort en kæmpe indsats. Uden dem, ville vi ikke have haft muligheden for at få et så nøjagtigt billede af naturens tilstand. Nu håber vi bare, at resultaterne får åbnet øjnene på danskerne, så vi kan sætte ind og hjælpe vores til tider hårdt plagede natur."

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed